|
|
Matthæus
- hed Levi inden sin omvendelse.
Han var tolder, dvs. skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt.
I Lukas-evangeliet fortælles det, at Jesus, mens han er i Kapernaum, ser Levi sidde uden for toldboden:
”og han sagde til ham: ”Følg mig!”. Og han lod alt ligge og fulgte ham.”
(Luk. 5,27)
Disciplen ved toldboden kaldes Levi i både Markusevangeliet og Lukasevangeliet, men i Matthæus-evangeliet hedder han pludselig Matthæus.
Det har givet årsag til spekulationer om, hvorvidt Matthæus-evangeliet i virkeligheden er skrevet af en af de tolv apostle.
Ifølge overleveringen blev Matthæus efter Jesu himmelfart missionær i Palæstina og i Etiopien, hvor han blev henrettet med sværd.
En anden tradition fortæller, at han blev korsfæstet på et T-formet kors, et såkaldt Tau-kors.
Filip
- var fisker fra Betsaida i Galilea, og var sandsynligvis discipel af Johannes Døberen.
Han blev kaldet til apostel af Jesus.
I Johannes-evangeliet (Joh. 1,43-49) fortælles det, at han efter sin kaldelse bragte Natanael (Bartholomæus) til Jesus.
Det var også Filip, som nogle grækere henvendte sig til, da de ønskede at se Jesus (Joh.12,20-22), og det var Filips bøn ved den sidste nadver, som fik Kristus til at erklære:
”Den, der har set mig, har set Faderen….. Jeg er i Faderen og Faderen er i mig.”
(Joh. 14, 8-9)
Traditionen siger, at Filip har missioneret i Skytia (det nuværende Syd-Rusland) og i Frygien, et landskab i det centrale Lilleasien, hvor han døde mellem år 54 og 90.
Ifølge overleveringen blev han korsfæstet år 81 under kejser Domitian.
Simon Zelot
”Zelot” er græsk og betyder egentlig: ivrig, nidkær.
Betegnelsen bruges i NT om et rabiat jødisk parti, hvis mål var at befri Israel fra romerne, om nødvendigt med vold.
Bevægelsen opstod omkring år 0, og blev nedkæmpet af romerne år 73 e.Kr.
Jesu discipel, Simon, gik under tilnavnet “Zeloten”.
Undertiden bruges i stedet det hebraiske ord “Kana’anæer”.
Vi ved ikke, om Simon endnu var Zelot, da han blev discipel af Jesus, eller om navnet stammer fra tidligere forbindelser til zelotpartiet.
Simon blev ifølge overleveringen henrettet i Persien for at udbrede kristendommen. Han blev savet ihjel.
Thomas
- også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom.
De andre disciple sagde til ham: ”Vi har set Herren.”
Men Thomas sagde til dem: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede og stod midt iblandt dem og sagde: ”Fred være med jer!.”
Derpå sagde han til Thomas: ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.”
Thomas svarede: ”Min Herre og min Gud!”
Jesus sagde til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
(Joh. 20, 24-29)
Thomas arbejdede som missionær i Indien.
Det fortælles, at han blev hentet dertil som ingeniør af en indisk konge, som ville have ham til at opføre et romersk palads.
Men da kongen rejste, fordelte Thomas pengene til de fattige, der lod sig døbe i stort tal.
Ifølge overleveringen blev
Thomas dræbt ved stening, efter ordre fra den indiske konge.
|
Bartholomæus
- hed egentlig Nathanael, og begge navne bruges i evangelierne.
Jesus kaldte Bartholomæus for
”en Israelit, som er uden svig”
(Joh. 1,47)
Bartholomæus var berømt for sin evne til at helbrede syge og besatte, og blev ifølge overleveringen missionær i bl.a. Indien, Mesopotamien, Arabien og Armenien.
Han fik et frygtelig endeligt, da han af Perserkongen Astyages blev idømt ”persisk dødsstraf” for sin kristne tro. Han blev flået levende og derefter korsfæstet.
Navnet Bartholomæus blev herhjemme ofte omskrevet til Bertel eller Bertil.
Paulus
- er den eneste apostel, som ikke også var en af Jesu disciple.
Hans navn var oprindeligt Saulus, om hvem der i Apostlenes Gerninger (kap. 8, 3) fortælles:
”Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.”
Senere i Apostlenes Gerninger (kap. 9, 3-6) følger beretningen om Saulus omvendelse:
”Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige:”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Han svarede: ”Hvem er du, Herre?” Han sagde:” Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
Paulus kaldes ”hedningenes apostel”, fordi han som den første missionerer blandt
ikke-jøder. Uden Paulus ville Kristendommen have fortsat som en jødisk sekt og ikke være blevet en verdensreligion.
Paulus blev henrettet med sværd i Rom år 67, samtidig med apostlen Peter.
Jakob den Ældre
- også kaldet ”den Store”, og på dansk ”Sct. Ib”, var bror til Johannes.
Zebedæus-sønnerne blev de kaldt efter deres far , som hed Zebedæus.
Det berettes i Apostlenes gerninger (Ap.g. 12,2) at Jakob, blev henrettet under Herodes Agrippa (år 44). Derved blev han den første af apostlene, som kom til at lide martyrdøden.
Pilgrimme har siden Middelalderen besøgt valfartsstedet Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, hvor Jakob, ifølge en middelalderlig legende, på mirakuløs vis blev ført hen af havet efter sin død.
Han er siden blevet Spaniens skytshelgen og optræder som symbol for ”la Reconquista”, hvor de kristne kongeriger erobrede land fra muslimske stater på den Iberiske halvø.
I den kirkelige kunst gengives han ofte som pilgrim med vandringsstav, taske og en hat med opkrammet skygge og påsyet Ibskal.
Johannes
- er bror til Jakob den Ældre og tillægges i kirkelige traditioner forfatterskabet til Johannes-evangeliet, Johannesbrevene og Johannes’ Åbenbaring. Det er dog en antagelse, som savner belæg.
Efter Jesu død indtager Johannes en fremtrædende rolle i ur-menigheden. Han omtales i Galaterbrevet (Gal. 2,9) som en af menighedens søjler, og han er med ved
Apostelmødet i Jerusalem, ca. år 50, det første 'topmøde' i den kirkelige verden.
Mødet dannede model for de kommende århundreders mange kirkemøder, de såkaldte konciler, hvor vigtige teologiske spørgsmål blev afgjort, og hvor afgørende bekendelsesskrifter blev formuleret.
Johannes’ videre skæbne er ret usikker.
Ifølge en syrisk martyrfortegnelse fra år 411 led Johannes martyrdøden før år 70.
En anden tradition beretter, at han udvandrede til Efesos, hvor han levede til ca. år 100.
|
Andreas
- var bror til Peter, og de var begge fiskere.
Deraf følger traditionen, at Jesus kaldte dem til disciple, idet han ville gøre dem til "menneskefiskere".
I Johannes-evangeliet
(kap. 1, 35-40) fortælles det, at Andreas var elev af Johannes Døberen, og at han blev Jesu første discipel:
”Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: ”Se, dér er Guds lam.” De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig og så dem følge efter, sagde han: ”Hvad vil I?”
De svarede: ”Rabbi, hvor bor du?” Han sagde til dem: ”Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.
Andreas, Simon Peters bror var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus”
I henhold til traditionen blev han i år 38 biskop af Byzans. Dette bispesæde skulle efterhånden blive til patriarkatet i Konstantinopel, hvis patriark regnes som apostolsk efterfølger af Andreas.
Matthias
- er den apostel, som vi hører om første gang i Apostlenes Gerninger (kap. 1, 15-26).
Efter at Judas Iskariot havde begået selvmord, som følge af at have forrådt Jesus, mødes menigheden med Peter, der foreslår, at der skal udpeges en apostel til erstatning for Judas.
Fra v. 23 hedder det:
”De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: ”Herre, du som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til.” Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.”
Jakob den Yngre
- også kaldet ”den Lille”, siges undertiden at være den samme som Jakob ”Herrens bror”, der omtales adskillige gange i Det Ny Testamente.
Hvis denne identifikation er rigtig , skulle det være Jakob den Yngre, som
efter Jakob den Ældres død ledede den kristne menighed i Jerusalem, hvor han i år 62 led martyrdøden ved stening.
Et århundrede senere beretter en konverteret jøde, Hegesippus, at Jakob først blev ført op på templets tinde og indtrængende bedt om at opfordre de forsamlede til ikke at tro på Kristus.
Han gjorde det modsatte, og blev derpå kastet ned fra templet, stenet og slået til døde.
Jakobs Brev i Det Ny Testamente tillægges i almindelighed Jakob, ”Herrens Bror”.
Peter
- også kaldet Kefas, ses som den mest betydningsfulde af Jesu disciple.
Matthæusevangeliet (kap. 13-19) fortæller:
”Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine
disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ”Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jerimias eller en anden af profeterne.” Så spurgte han dem: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Simon Peter svarede: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og Jesus sagde til ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene
Den romersk-katolske kirke ser Peter som den første biskop af Rom.
Paven er Peters efterfølger, og nøglemagten overgives til paven, som bliver bindeleddet mellem Gud og mennesker.
Ifølge traditionen led Peter martyrdøden omkring år 64 e.Kr. samtidig med Paulus. Dette skete som følge af den romerske kejser Neros forfølgelser af de kristne.
|